08-11-2021

PRESSEMEDDELELSE OM BWRT - RINGSTED

BWRT-terapi i Ringsted

Psykoterapeut MPF Claus Pallesen, der har klinik på Ringsted Station, tager nu klienter ind til en helt ny og overraskende effektiv terapiform BWRT (Brain Working Recursive Therapy).
Claus forklarer, at BWRT arbejder ud fra den nyeste viden om hjernens funktion. Vi kender alle til, siger Claus, at det, der sker i kroppen, foregår ubevidst og automatisk – f.eks. vejrtrækningen. Og vi handler pr. refleks på mange ting – f.eks. når en bold bliver kastet til os. – Noget gør os automatisk bange – og skal vel også gøre det i en passende grad – f.eks. højder, mørke, slanger, lukkede rum, eksamen osv. – Vi kan også have lært i vores opvækst, at noget er farligt, og vores hjerne har fundet en lynhurtig, men nu uhensigtsmæssig måde at tackle det på.
Uanset, så kan vi komme ud for, at vores hjerne ligesom overhaler os. Pludselig har vi reageret på en måde, som er for meget eller helt forkert i forhold til situationen. Vi mærker angst, vrede eller måske følelser som afsky, foragt – eller modsat: stærk trang - i nogle situationer, hvor vores fornuft slet ikke kan være med. Vi har fået vaner, vi kæmper forgæves med at slippe osv.
Alt sammen sker i det ubevidste, og vi kan derfor føle os magtesløse over for det. Claus fortæller, at BWRT er i stand til at påvirke det ubevidste, sådan at hjernens hidtidige måde at reagere på ændres til mere hensigtsmæssige reaktioner, således at man fungerer og trives bedre.
Helt konkret, forklarer Claus, består terapien i korthed i, at klienten først afklarer sig med sin uønskede reaktion og derefter arbejder med, hvordan en ny foretrukken reaktion kunne se ud. Med lukkede øjne guides klienten derefter igennem en visualisering på en helt særlig måde, som er i stand til at virke på det ubevidste plan. Claus forklarer, at BWRT-proceduren endda kan gennemføres, uden at klienten afslører sit problem. Det er yderst relevant, idet mange slås med tanker, følelser og adfærd, som de skammer sig over.
BWRT har vist enestående resultater ude i verden, fortæller Claus. F.eks. har man i Sydafrika valgt at lade BWRT være standardbehandling ved PTSD. Han glæder sig derfor til med BWRT at kunne gøre en forskel for klienter i Ringsted.