Filosofien bag min parterapi

14-10-2021

Så snart vi er sammen – også i parforholdet, - står vi faktisk i valget: Vil vi være sammen på de præmisser, vi bærer med os fra evolutionen i den primitive del af vores hjerne, - eller vil vi være sammen på de præmisser, som muliggøres af det menneskelige potentiale, som vi alle bærer rundt på i vores frontallap?

Vil vi lade os styre af vores primitive kamp for overlevelse – det vil sige i hverdagen vores trang til behag og magt – her og nu (Nogle kalder det for vores ego). - Eller vil vi lade os styre af det højere og større perspektiv, som menneskeartens bevidsthed, mentaliseringsevne og fornuft muliggør?

Et bud på dette perspektiv, er at et rigtigt menneskeliv ikke blot er at overleve fra øjeblik til øjeblik eller dag til dag. Det er at leve og udleve vores menneskelige åndelige potentiale til at løfte os op i et værdibaseret livsperspektiv med blik på ikke bare mit bedste, men det fælles bedste.

Demokrati er f.eks. en ide til en bedre måde at være sammen på, end den dyret – herunder dyret i os selv – overlever på. Ligeværd, ligestilling, ytringsfrihed, at individet er unikt og ukrænkeligt, - med andre ord menneskerettigheder – er det, vi værdimæssigt tilslutter os. Men som konstant udfordres ikke bare af de andre, men inde fra os selv – fra den primitive del af hjernen – eller sig bare: dyret i os. Denne udfordring udfoldes gennem stærke impulser og følelser, - som nogle gange omsættes til ødelæggende – og udemokratisk - handling.

Dette gælder på samfundsplan, - men ikke mindre i vores nære relationer. Så snart vi er sammen, vil vi mærke udfordringen fra primitive impulser såsom umiddelbar lyst, trang, angst – og reaktioner på disse såsom fight-flight og freeze. Og jo mere stressende fortid, nutid og fremtid opleves, jo mere styres vi af disse impulser og automatreaktioner. Det bliver nemt et spørgsmål om overlevelse og dominans.

Parforholdet lever ikke, når det kommer til at handle om overlevelse – eller mere hverdagsagtigt: om mit behag og min trang, mine behov og præferencer på bekostning af dine. Om min styring og regulering, som du skal underkaste dig, for ellers klarer jeg det ikke. Parforholdet er med andre ord nødt til at leve op til menneskerettighederne, på samme måde som hele samfundet er.

En anden del af terapien begynder, når frontallappen har fået plads til at bestemme lidt. Spørgsmålet er lidt pompøst: Hvordan får vi menneskerettighederne tilbage i parforholdet? Hvad er det for principper, værdier, roller og aftaler, der skal bestemme, hvordan vi lever sammen? Hvordan får vi ligestilling samtidig med respekt for og plads til vores forskellighed? – Hvordan bevarer vi hver vores integritet - læs: banehalvdel? – og hvordan kommunikerer vi denne med hinanden på en tydelig, lyttende og respektfuld måde?

Frontallappen fortrænges af den primitive hjerne under stress. Derfor er en forudsætning for et fungerende parforhold at dæmpe stress – både den udefrakommende og den indefrakommende, som stammer fra bl.a. opvækstens stress og traumer. At nedbringe stress er en afgørende del af terapien.

Min parterapi er baseret på Acceptance and Commitment-Therapy. Vi er nødt til at acceptere det, vi sådan set ikke kan ændre, bl.a. den måde, vores hjerne er opbygget på med konstante, primitive forsøg på at styre os, - men vi kan ændre den måde, vi – hver for sig og sammen - reagerer og håndterer disse forsøg. Og det sker ikke mindst ved hjælp af et fælles ”commitment” på et højere og større og mere langsigtet livsperspektiv.

For at alt dette ikke skal komme til at lyde lidt højtravende, så lad mig bare lige slutte med et eksempel på et meget enkelt fælles commitment, nemlig ”I vores forhold skal der være plads til os begge to”.

Velkommen i min parterapi.