22-08-2021

Du er ikke problemet

Du er ikke problemet

Problemet er egentlig heller ikke problemet. Det er dit forhold til problemet, der er problemet

For når dit forhold til problemet er forandret, så kan du for det meste selv løse problemet. 

Som overskriften siger, er det en grundtanke i min terapi, at mistrivsel egentlig handler om ens forhold til "noget". Det kan være ens forhold til andre mennesker - måske først og fremmest en partner. Det være ens forhold til arbejdet, - forholdet til bestemte aktiviteter, situationer, tilstande, - forholdet til alkohol, stoffer og andre ting, der kan gøre dig afhængig. - Det kan være forholdet til livet som sådan, - og ikke mindst forholdet til sig selv. 

Terapi = at finde "mening i galskaben"

Min terapi handler om at afklare og forstå, hvordan det forholder sig med det, du kommer for at få hjælp til, og hvordan du forholder dig til det. Hvad er det for nogle faktorer i fortid og nutid, der samlet set bidrager til problemet og mistrivslen. Min erfaring er, at det altid er muligt sammen at få klarhed over, hvordan dit aktuelle problem og din mistrivsel er kommet i stand. Du vil erfare, at der er "mening i galskaben". Det er forståeligt, at du har det, som du har det. Og det vil jeg møde dig i.

Men vil du møde dig selv i det? - Terapi handler i bund og grund om at finde mod til at se sin virkelighed og sig selv i øjnene og at opnå et accepterende og konstruktivt forhold til det, man ser. Så kommer den sindsro og det overskud, der skal til for at tackle de udfordringer, som du møder både indefra og udefra. I terapien vil vi "eksternalisere". Det betyder, at vi vil adskille person og problem. Vi vil tage problemet og kigge på det sammen. Det er jo ikke dig, der er problemet. Du får derved et nyt forhold til problemet, og det er mindst den halve løsning på problemet

Terapi = drop kampen og flugten

Når vi har et problem, skaber det stress, og vores automatik er at forholde os til problemet med "Fight or Flight" - en meget gammel og primitiv respons, der ligger i vores "krybdyrhjerne". Vi forholder os altså til problemet fra et mere primitivt sted end der, hvor problemet bor. Det er håbløst. F.eks. kan vi flygte ved hjælp af alkohol, - eller vi kan kæmpe ved at slå fra os. Det løser ikke problemet.

Terapi = 2 frontallapper, der samarbejder

Terapien handler altså om at frigøre sig fra den del af stressen, der simpelthen kommer af, at man ikke vil have med problemet at gøre. Man vil ikke se sig selv og sit problem i øjnene. Og så kan det ikke løses. Terapien handler dernæst om at forholde sig til problemet fra et klogere sted, nemlig frontallappen, - fra et sted i din hjerne, hvor du i samarbejde med min frontallap kan få øje på, hvordan problemet er kommet i stand, og hvordan det kan løses. 

Nu kan nemlig du begynde at se konstruktivt på, hvilke redskaber, du skal tage i brug, når du stører på problemet, og hvilke forandringer, der skal til. Hvad er det, du er nødt til at træne på? Hvad er det for vaner, der skal ændres? Hvad er du nødt til at gøre op med og sige farvel til? Og hvad skal ind i dit liv i stedet?

Terapi = et nyt forhold til dig selv og dit liv

Du er således ofte nødt til at tage dit forhold til dig selv og dit liv op til revision. Du er nødt til at tage hånd om dig selv og undgå stress. Du er nødt til at kunne lytte til dine tanker, mærke dine følelser, dine behov og dine grænser - og have overskuddet til det - og til at reagere hensigtsmæssigt på dem. Og du er nødt til at tage ansvar for, hvad det er for et liv, du gerne vil have? - Hvad er det, der er vigtigt i et godt liv? - Hvilken person ønsker du at være?

Terapi = nyt commitment

Du vil i min terapi opdage, at forandring bliver mulig, fordi det nye liv ikke er et fjernt mål, men faktisk kan påbegyndes allerede i dag - ved hjælp af commitment. Allerede i dag kan du øve dig på at handle i respekt for dig selv, dine behov og grænser. Og allerede i dag kan du så småt begynde at handle i overensstemmelse med dine værdier og det du ser som et godt og meningsfuldt liv.

Min værktøjskasse

min værktøjskasse finder du mange stærke redskaber, såsom kognitiv adfærdsterapi, acceptance and commitment-therapy, skemafokuseret tilgang, den "motiverende samtale", neuroaffektiv forståelse og indsigt fra hjerneforskning, assertionstræning, transaktionsanalyse og meget andet.