MIN TERAPI

Først kortlægger vi dit problem

Terapien består kort fortalt i at kortlægge det problem, som du kommer ind ad døren med. Den kognitive terapi er god til dette. For det første: Hvordan ser de situationer ud, hvor problemet særligt viser sig? – Hvordan opfatter du situationen? – Hvilke følelser sætter denne opfattelse i gang? – Hvilken adfærd reagerer du med? – Og hvad kommer der ud af den adfærd? – Løser den f.eks. problemet? Sikkert ikke. Måske den blot forværrer problemet (den negative spiral). Der er nu to veje at gå, og begge skal gås samtidig – eller man kan sige, at der skal pendles mellem dem. Den ene vej er tilbage, og en anden er frem.

Vejen tilbage

Vejen tilbage handler om at afdække de faktorer, der gør, at du ender i den for dig problematiske situation, - at du opfatter situationen, som du gør, således at stærke følelser tændes, som så trigger en adfærd, der har negative konsekvenser for dig.

Herefter går vejen længere tilbage, idet du hjælpes til at afdække mønstrene i din tankegang (kerneantagelser) og adfærd. Hvad er det, der går igen og låser tingene fast for dig? (her kommer Youngs skemafokuserede terapi ind i billedet) –

Og endnu længere tilbage: Hvordan er disse mønstre skabt? – Eller på moderne sprog: Hvad har programmeret dig sådan? (og her kan både være tale om arv og miljø). – Og så kan du spørge: Kan det ikke være ligegyldigt, hvordan det er skabt. Svaret er: Jo lidt ligegyldigt. Det vigtige er, at du lettet kan sige: ”Jamen, det giver jo helt mening, hvorfor jeg har dette problem”. Hvis du så at sige forstår, hvad der er galt med bilen, kan du også reparere den. Du lærer, at du ikke er problemet, du har et problem, som du kan træde tilbage og kigge på og overveje, hvordan du håndterer bedst muligt.

Vejen frem

Og det er så den anden vej af de to, der skal gås i terapien. Vejen frem. Når du bliver mere og mere opmærksom på, hvornår og hvordan dine følelser og reaktioner trigges og tager styringen, bliver du bedre og bedre til at regulere dit liv, således at problematiske situationer ændres eller undgås, din tolkning af dem frigøres fra programmeringer, og dine følelser og din adfærd dermed kommer under kontrol.

Vejen frem er ikke en vej i kamp med din fortid og dens programmering. Der er mere tale om en accept af, at sådan var det, og sådan forsøger det fortsat at påvirke dig. Hvis du har en gammel bil, som du elsker, vil du ikke slå på den, når noget ikke fungerer. Du vil acceptere, at det vil ske fra tid til anden, og så vil du tage hånd om det.

Accepter fortiden - commit dig på fremtiden

Det er den ene del af den terapi, der hedder Acceptance and Commitment-therapy. Lad være med at bruge energi på fortiden. Accepter, giv slip, - men denne terapi siger, at det kun lader sig gøre ved netop at bruge energien på, hvad der skal fylde dit liv nu og i fremtiden. Tomhed, ensomhed, meningsløshed kan ikke give slip på fortiden. Livsværdier, og hvad der virkelig giver mening for én, kan. Eller rettere handling i forhold til værdierne kan. Det er det, der hedder Commitment.

Værdier: Hvad er vigtigt i et godt liv for dig?

De værdier, du committer dig på, sætter ikke bare nogle pejlemærker for det lange sigt, men faktisk også for dagen i dag. Hvis du f.eks. committer dig på en værdi, der hedder ”at være noget for andre med den, man er”, - så kan du allerede i dag så småt begynde på din egen terapi. Måske har du et mønster med dig, hvor du har været grænseløst meget for andre. Nu committer du dig på, at være noget for andre, men ”med den, du er”. Det vil sige, at du øver dig på at respektere egne behov og grænser. Du hører nok din kerneantagelse sige til dig: ”Du er kun noget værd, hvis du gør noget for andre”. Nu siger du ”Jeg kan kun gøre noget for andre, hvis jeg værdsætter mig selv det vil sige passer på mig selv”

For lige at opsummere den terapeutiske proces:

1. Kortlæg og forstå, hvorfor du reagerer på bestemte måder i bestemte situationer

2. Lær at blive mindful (opmærksom) på de situationer, der trigger dine negative reaktioner

3. Lær at acceptere/rumme tanker og følelser i situationen, men lær at handle på en ny måde.

4. Øv dig på at håndtere situationen, dine tanker og følelser på en sund og for dig værdifuld måde 

5. Commit dig på nogle værdier - ikke bare til fremtidige mål - men til at handle på allerede i dag.

Det kan være, at det gamle liv fortsat lever sit liv i dig, men det lever ikke DIT liv. Nu er det dig, der har taget styringen i dit liv ud fra, hvad du kan stå inde for og oplever som værdifuldt og meningsfuldt.

Og jo længere, du går af den vej, jo lettere vil din rygsæk føles.

Book en tid i dag, og lad mig følge dig på vej. BOOK HER